Stiga DNA Platinum er videreudviklingen af Stigas DNA-serie. Den kommer i 4 hårdhedsgrader, hvor M udgaven er den næstblødeste med en svamp på 47,5 grader. Ligesom de øvrige belægninger i DNA-serien, er DNA Platinum lavet i Tyskland, og er i vores øjne en klar forbedring i forhold til tidligere Stiga-belægninger, der var lavet i Japan.
Sammenlignet med DNA Pro serien, er knopperne mellem overfladen og svampen lidt kortere, dette giver mulighed for, at lave svampen lidt tykkere, og stadig holde sig indenfor reglerne. Dermed er der mulighed for, at hente lidt mere kraft i svampen.
47,5 er den hårdhedsgrad som tidligere var den langt mest normale på eliteniveau, men efter overgangen til plastikbolde, er en del af de absolutte topspillere begyndt at bruge hårdere belægninger - i verdenseliten spiller de fleste nu med hårdhedsgrad 50 eller hårdere. For de fleste af os der ikke tilhører verdenseliten, er de meget hårde belægninger dog for svære at udnytte, og man får et bedre udbytte med lidt blødere belægninger. Vi regner derfor med, at denne H47,5 er den mest populære DNA Platinum belægning.